Ronaldo vil blive i Real Madrid til 2015
Cristiano Ronaldo - verdens næstbedste fodboldspiller efter Lionel Messi - kommer ifølge eget udsagn til at opfylde sin seksårige kontrakt med Real Madrid, der udløber om to et halvt år.
- Jeg ønsker at fuldføre min kontrakt med Real Madrid. Jeg er meget tydelig omkring det, siger portugiseren i et interview på det internationale fodboldforbunds (Fifa) hjemmeside.
- Efter det ved jeg ikke, hvad der kommer til at ske, tilføjer Cristiano Ronaldo.
Den hurtige offensivspiller blev i sommeren 2009 hentet til Real Madrid fra Manchester United som verdens dyreste fodboldspiller.
Real Madrid måtte slippe hele 80 millioner pund, hvilket dengang svarede til 694 millioner kroner.
Portugiseren havde på det tidspunkt været seks år i den engelske klub, og han var blandt andet med til at vinde Champions League i 2008.
Netop Manchester United er Real Madrids modstander i ottendedelsfinalerne af dette års Champions League.
Ronaldo er ivrig efter at sikre Reals første triumf i turneringen siden 2002.
- I sidste sæson var vi tæt på, og det var meget frustrerende, siger Ronaldo med henvisning til semifinalenederlaget til Bayern München efter straffesparkskonkurrence.
- Heldigvis har vi muligheden for at sætte tingene på plads i denne sæson. Men det faktum, at vi møder Manchester United næste gang, gør det mere vanskeligt.
- Det bliver ikke let. Jeg tror, at chancerne er fifty-fifty, men jeg er stadig fuld af selvtillid, siger Cristiano Ronaldo.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned