Wayne Rooney var manden bag et sensationelt comeback af Manchester United, der lørdag slog West Ham med 4-2 i Premier League.
Angriberen leverede et hattrick, da han på under et kvarter i anden halvleg lynede tre gange og bombede topholdet ud af en håbløs situation.
West Ham var i front med 2-0, da Rooney begyndte sit show med scoringer i det 65., 73., og 79. minut i en kamp, hvor frustrationerne havde vokset sig store hos United.
Rooney og holdkammeraterne fik nemlig en knap så behagelig velkomst på Upton Park, hvor især hjemmeholdets angriber Carlton Cole var svær at holde i ro.
Inden for mindre end en halv time fik Cole fremtvunget to forsøg fra straffesparkspletten, og de blev begge udnyttet af Mark Noble.
Selv om United havde et massivt spilovertag - hjørnesparksstatistikken endte på 15-0 i gæsternes favør - så blev det sjældent farligt. Men alt det fik Rooney ændret på i kampens sidste halve time.
Først bankede han bolden i mål på et direkte frispark, dernæst udplacerede han West Hams målmand ved 2-2-scoringen, inden han også havde succes med et straffespark.
Til sidst faldt spillet helt fra hinanden for West Ham, der havde Lars Jacobsen med som højre back. Derfor kunne Javier Hernandez cementere sejren med sin scoring til 4-2.
Med sejren er Manchester United sikre på at holde afstanden til de nærmeste konkurrenter i toppen af Premier League, Arsenal og Chelsea, der først skal i aktion senere på lørdagen.
/ritzau/
Seneste artikler
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde