Rooney i mål-hopla mod Southampton

Manchester United benyttede onsdag aften til at trække fra i toppen af Premier League. Det skete med en 2-1-hjemmesejr over Southampton.

Offentliggjort Sidst opdateret

Efter Manchester Citys skuffende 0-0-kamp mod bundproppen Queens Park Rangers et døgn tidligere er Manchester United nu syv point foran Citys forsvarende mestre, der indtager andenpladsen.

Manchester United, som traditionen tro havde den danske landsholdsmålmand Anders Lindegaard på bænken, lod sig ikke ryste af, at oprykkerne fra Southampton kom foran 1-0 få minutter inde i kampen.

Inden den halve time var omme, havde Wayne Rooney dog både udlignet og bragt United foran 2-1.

Godt for Rooneys selvtillid. Den engelske landsholdsangriber har i denne sæson stået i skyggen af Robin van Persie i Uniteds angreb.

United kunne ikke kun glæde sig over Citys pointtab mod et bundhold. Også Chelsea fejlede, da de regerende Champions League-mestre onsdag aften besøgte Reading, som inden runden lå nummer næstsidst.

Chelsea var foran 2-0 og cruisede mod sejren, men på to sene scoringer fik Reading 2-2 og klatrede lige akkurat over nedrykningsstregen.

Juan Mata bragte Chelsea foran 1-0 kort før pausen, og Frank Lampard gjorde det til 2-0 i anden halvleg, inden Readings indskiftede angriber Adam Le Fondre nettede to gange i de allersidste minutter.

Chelsea er på tredjepladsen nu 13 point efter United.

/ritzau/