Rumænere banker United på Old Trafford

Manchester United måtte overraskende se sig besejret 0-1 hjemme på Old Trafford af rumænske CFR Cluj i Champions League.

Offentliggjort Sidst opdateret

Sejren var endda tæt på at sende Cluj videre til forårets 1/8-finaler, men rumænerne må alligevel nøjes med en plads på næstbedste klasse i Europa League. Det blev Galatasaray, der følger United videre fra gruppe H.

Den danske landsholdsmålmand Anders Lindegaard sad på bænken for det engelske storhold, og herfra kunne han se sine holdkammerater styre begivenhederne.

Men stik imod spil og chancer bragte Luis Alberto 10 minutter efter pausen Cluj foran på et flot langskud, hvor Lindegaards målmandskollega David De Gea var chanceløs.

Og så brød jublen løs blandt de rumænske tilhængere - og den fortsatte i et godt stykke tid. I lang tid så det nemlig ud til, at målet ville være nok til at holde Galatasaray bag Cluj i gruppe H.

Men så scorede Galatasaray imod Braga, og med en tyrkisk 2-1-sejr i Portugal er det Galatasaray, der gør United følgeskab til 1/8-finalerne.

Bayern München sikrede sig førstepladsen i gruppe F med en hjemmesejr på 4-1 over Bate Borisov. Sydtyskerne er dermed videre til forårets 1/8-finaler sammen med Valencia, der slog Lille med 1-0 på udebane.

/ritzau/