Rumæniens landstræner kritiserer fans for kanonslag
Christoph Daum (tv.) er ikke tilfreds med de rumænske fans' opførsel i kampen mod Polen. Foto: AP/Alexandru Dobre
AP/Alexandru Dobre
Christoph Daum erkender, at Rumænien var oppe mod en langt bedre modstander i 0-3-nederlaget til Polen.
Fredag aften måtte Rumænien indkassere et 0-3-nederlag hjemme til Polen i VM-kvalifikationen i fodbold.
Oven i nederlaget risikerer rumænerne at skulle modtage en straf, fordi et kanonslag blev kastet ind på banen i anden halvleg.
Det landede cirka en meter fra Robert Lewandowski, hvorefter kanonslaget eksploderede, så den polske stjerneangriber faldt om og tog sig til ansigtet.
Rumæniens landstræner, Christoph Daum, er stærkt kritisk over for de fans, der kastede kanonslaget ind på banen.
- Det tager vi afstand fra, det behøver ingen yderligere kommentarer, siger den tyske træner ifølge nyhedsbureauet dpa.
- Man forsøger at tale med fangrupperingerne, men det er svært at gribe ind, konstaterer Christoph Daum.
Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) ser sædvanligvis ikke med milde øjne på episoder som den i fredagens kamp i Bukarest.
Derfor venter der efter al sandsynlighed en stor bøde til Det Rumænske Fodboldforbund.
Yderligere sanktioner kan muligvis komme på tale, for eksempel at spille en eller flere hjemmekampe i VM-kvalifikationen uden tilskuere.
Rumæniens næste hjemmekamp er 26. marts næste år mod Danmark.
Robert Lewandowski kom i øvrigt på benene igen og scorede Polens to sidste mål i kampen mod Rumænien.
Christoph Daum erkender da også, at hans hold var overmatchet.
- Polen dominerede i hele kampen. De individuelle kvaliteter hos en klart bedre modstander var tydelige, siger Rumæniens landstræner.
Polen fører VM-kvalifikationsgruppe E med ti point for fire kampe.
Rumænien er nummer fire med fem point.
Seneste artikler
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde