Rumænsk storklub smider dansk håndboldtræner på porten
Jakob Vestergaard må forlade den rumænske storklub CSM Bucuresti i utide. (arkivfoto) Foto: AP/Jens Wolf
AP/Jens Wolf
CSM Bucuresti har fyret den danske træner Jakob Vestergaard, der kun fik få måneder på posten.
Den danske håndboldtræner Jakob Vestergaard er færdig i den rumænske storklub CSM Bucuresti.
Champions League-mestrene har mandag valgt at fyre danskeren, der blev ansat før denne sæson og altså kun nåede få måneder i trænersædet for det ambitiøse kvindehold.
- Efter en omfattende analyse af udviklingen i denne sæson har ledelsen besluttet, at der er behov for en ændring i truppen, som skal bringe ny energi.
- Derfor skilles vi i mindelighed fra Jakob Vestergaard. Hans plads vil blive overtaget af den rumænske træner Aurelian Rosca, skriver klubben på sin hjemmeside.
Jakob Vestergaard har tidligere været tilknyttet CSM Bucuresti i en rådgivende funktion, inden han i sommer overtog trænerposten efter landsmanden Kim Rasmussen.
- Jeg ønsker klubben og pigerne fortsat succes.
- Jeg stilede efter kvalifikation til næste runde af Champions League og er overbevist om, at vi ville have kunnet klare det sammen. Men sådan er situationen, siger Jakob Vestergaard til hjemmesiden.
Netop i Champions League har CSM Bucuresti store problemer i gruppe C, hvor holdet har tabt tre af fire kampe og ligger på sidstepladsen.
Holdet har tabt to gange til ungarske Györ og en gang til FC Midtjylland og er derfor under stort pres inden de sidste to spillerunder.
Der har været flittig udskiftning på trænerposten i klubben, der i september 2015 skilte sig af med en anden dansk træner, Mette Klit.
2016 har været en blandet oplevelse for Jakob Vestergaard.
I marts blev han afskediget som landstræner for det tyske kvindelandshold, men fik senere på året det attraktive job i den rumænske hovedstad. Mandag har han så modtaget sin anden fyreseddel på otte måneder.
Den 41-årige træner har tidligere i karrieren blandt andet vundet Champions League to gange med Viborg.
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde