Rune efter sejr: Jeg har aldrig været så heldig før
Rune endte med at vinde over Toms Etcheverry med cifrene 6-1, 3-6 og 7-6. Foto: Pierre Albouy/Reuters
Holger Rune skulle ud i en dramatisk tiebreak for at vinde over Tomás Etcheverry i Basel.
Efter en periode med det ene nederlag efter det andet skulle den danske tennisspiller Holger Rune fredag bruge lidt held for at bevare det momentum, han har opbygget ved ATP 500-turneringen Swiss Indoors i Basel.
Kvartfinalen mod Tomás Etcheverry endte således med at blive afgjort i tiebreak i det sidste sæt, hvor danskeren blev hjulpet godt på vej af en netruller og en dobbeltfejl fra den argentinske modstander.
Rune endte med at vinde med cifrene 6-1, 3-6 og 7-6, og han har dermed booket en plads i turneringens semifinale.
Selv erkender danskeren, at han var ualmindeligt heldig til sidst.
- Jeg tror aldrig, at jeg har været så heldig før i mit liv. Måske kun én gang i Australien på et tidspunkt, lød det fra Rune efter opgøret ifølge TV2 Sport.
- Jeg er selvfølgelig glad for at vinde, men jeg har det dobbelt, for jeg ved selv, hvordan det er, når sådan noget sker.
I semifinalen lørdag skal Rune møde canadiske Felix Auger-Aliassime, der i kvartfinalen vandt over russiske Alexander Shevchenko med cifrene 7-6, 3-6, 7-6.
Mens Rune er nummer seks på verdensranglisten, er Auger-Aliassime nummer 19.
Rune tabte efter sommerens Wimbledon, hvor han nåede kvartfinalen, 10 af de følgende 11 kampe.
Men i Basel er det foruden sejren over Etcheverry blevet til sejre over Miomir Kecmanović og Sebastian Baez.
/ritzau/
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker