Rune har revanche til gode i finale mod bulgarer
Grigor Dimitrov slog Jordan Thompson i lørdagens anden semifinale. Foto: Patrick Hamilton/Ritzau Scanpix
Holger Rune skal i søndagens finale i Brisbane møde Grigor Dimitrov, der slog Rafael Nadals overmand.
Bulgareren Grigor Dimitrov bliver Holger Runes modstander i søndagens finale i Brisbane International.
Lørdag eftermiddag dansk tid vandt Dimitrov, der er nummer 14 på verdensranglisten, sin semifinale med cifrene 6-3, 7-5 over australieren Jordan Thompson, der i kvartfinalen slog Rafael Nadal.
Dermed bliver søndagens finale en kamp mellem turneringens to bedst seedede spillere.
Rune har revanche til gode mod Dimitrov, da bulgareren vandt det seneste møde mellem de to i Beijing 1. oktober.
Rune har dog før vist, at han kan slå bulgareren, der er kendt for sit tekniske spil, ikke mindst en eminent enhåndsbaghånd.
Ved sidste sommers Wimbledon vandt Rune 3-1 i sæt i ottendedelsfinalen i en af danskerens bedste præstationer i 2023.
I lørdagens semifinale var Dimitrov i god kontrol og sikrede første sæt i kraft af et servegennembrud til føring 4-2.
Thompson spillede imidlertid sin chance i andet sæt, hvor han flere gange bragte Dimitrov i problemer.
Blandt andet havde hjemmebanefavoritten fire breakchancer for at komme på 4-2, men forpassede dem alle. Australieren missede endnu en mulighed, da han førte 4-3.
I stedet brød Dimitrov til 6-5 og servede efterfølgende sejren hjem.
Søndagens finale i Brisbane begynder omkring 07.30 dansk tid.
Turneringen fungerer som opvarmning til årets første grand slam-turnering, Australian Open, der begynder 14. januar.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned