Rune holder tennisvenskaber og turneringer adskilt
Holger Rune jubler efter at have vundet mandagens ottendedelsfinale med 7-6, 3-6, 6-4, 1-6, 7-6. Foto: Jean-Francois Badias/Ritzau Scanpix
Holger Rune tilbringer sin tid med familie og trænere mellem kampe til grand slam-turneringer.
Den danske tennisstjerne Holger Rune har gode venner på ATP-touren, men han bruger ikke tid med dem, når turneringer som French Open står på.
Det er der gode grunde til, fortæller Rune, der mandag vandt en dramatisk femsætter mod Francisco Cerundolo i ottendedelsfinalen i Paris.
- Jeg har nogle gode venner på touren, men jeg ser dem ikke under turneringer.
- Når man er i en turnering, er der grænser for, hvor meget man kan dele med andre spillere, for pludselig står man over for dem og skal spille kamp, og så ved de, at man har haft det sådan og sådan, forklarer Holger Rune.
Under turneringer er han derfor sammen med sin familie og teamet af trænere.
- Jeg er mest sammen med teamet og familien, og derfor er det vigtigt at have et godt team.
- Min søster har også været her, og vi har spist nogle middage sammen, men ellers er det meget rutiner. Det er fuld gas for at være så godt forberedt som muligt. Sådan er livet.
Mens søster Alma er med til nogle turneringer, er mor Aneke altid ved hans side. Derimod er far Anders meget sjældent med på rejserne.
- Han følger med hjemmefra. Jeg savner ham da. Han var med til Paris Masters og Monte Carlo til nogle af kampene. Så vidt muligt er det fedt at have hele familien til kampene.
- Men igen det er svært, fordi man ikke har så meget tid sammen, fordi der er mange rutiner. Det er lange dage, selv om man har en kort kamp, lyder det fra Holger Rune.
Han træner tirsdag fra klokken 14 til 15 på Roland Garros-anlægget, inden han onsdag skal spille kvartfinale mod norske Casper Ruud.
/ritzau/
Seneste artikler
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde