Rune lever videre i Wimbledon efter flot doublecomeback
Holger Rune sejrede med makkeren Shintaro Mochizuki fra Japan. Foto: Daniel Leal-Olivas/Ritzau Scanpix
Daniel Leal-Olivas/Ritzau Scanpix
Holger Rune vandt sin double sammen Shintaro Mochizuki, efter at de var et parti fra nederlag i Wimbledon.
Det danske tennistalent Holger Rune lever videre ved årets junior-Wimbledon.
Onsdag tabte han i tredje runde i single, men torsdag lykkedes det at forlænge livet i doubleturneringen sammen med makkeren Shintaro Mochizuki fra Japan.
Parret sejrede således i anden runde over spanske Nicolas Alvarez Varona og Juan Bautista Torres fra Argentina med 2-6, 7-5, 6-2.
Rune og Mochizuki var seedet som nummer to i turneringen, men de kom alligevel slemt på hælene, og et flot comeback skulle der til for at vinde.
Modstanderne kunne serve sejren hjem i andet sæt, men derfra blev det hele vendt på hovedet.
Det startede skidt for Rune og Mochizuki. De holdt serv til 2-1, men tabte så de næste fem partier og første sæt med 2-6.
I andet sæt fulgte den dansk-japanske konstellation bedre med, men de fik alligevel et servegennembrud imod sig midtvejs.
Så lignede det et nederlag, men der kom nyt håb. Rune og Mochizuki spillede sig til to breakbolde ved 15-40, da modstanderne foran med 5-4 servede for sejren.
De missede dog begge, men spillede sig til en breakbold mere, som de udnyttede, så stillingen nu var 5-5. Og duoen fortsatte. Den holdt serv til 6-5 og brød derefter til sætsejr på 7-5.
Tredje sæt startede jævnbyrdigt, men det blev afgørende, at Rune og Mochizuki tegnede sig for det første servegennembrud til 4-2. De brød endnu en gang og vandt sættet 6-2.
Mochizuki havde tidligere torsdag vundet sin kvartfinale i singlerækken. Her besejrede han briten Anton Matusevich, der onsdag var Runes overmand.
Fredag skal Rune sammen med makkeren spille kvartfinale mod canadieren Liam Draxl og Govind Nanda fra USA, der er seedet som nummer syv.
Seneste artikler
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde