Rungsted forlænger semifinaleserie efter drama i Esbjerg
Rungsted kom foran 2-0, bagud 2-3 og vandt alligevel til sidst efter forlænget spilletid. Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix
Med et mål 28 sekunder inde i den forlængede spilletid vandt Rungsted 4-3 ude over Esbjerg i DM-semifinalen.
Rungsted Seier Capital kan fortsat drømme om at forsvare danmarksmesterskabet i ishockey.
Onsdag aften sørgede den nordsjællandske klub for, at semifinaleserien mod Esbjerg Energy mindst er forlænget med en kamp mere. Rungsted vandt onsdagens udekamp med 4-3 efter forlænget spilletid.
Der var kun spillet 28 sekunder af den forlængede spilletid, da Morten Jensen smed pucken op i målhjørnet.
Trods nederlaget har Esbjerg stadig de bedste kort på hånden i jagten på at blive Aalborg Pirates' finalemodstander. Vestjyderne fører semifinaleserien 3-2 og mangler altså blot en enkelt sejr for at blive finaleklar.
Den får esbjergenserne mulighed for at snuppe i den sjette semifinale, der spilles i Hørsholm på fredag.
Esbjerg var under to minutter fra at sikre finalepladsen onsdag aften, men en sen Rungsted-udligning tvang kampen i forlænget spilletid.
Det så bedst ud for gæsterne i den første halvdel af kampen. Tim Daly blev spillet fri foran mål efter lidt mere end fem minutters spil, og canadieren viste stor træfsikkerhed og lavede sit 20. point i sæsonen.
I begyndelsen af anden periode blev det så 2-0 Rungsted, da Nichlas Hardt sendte pucken i mål. Føringen kunne have vokset endnu mere, men i stedet blev der udlignet på 95 gode sekunder for hjemmeholdet.
Først reducerede canadieren Grayson Downing, og få øjeblikke senere gjorde Søren Nielsen det til 2-2. Det gav fuld spænding inden tredje periode.
Gennem hele opgøret blev der spillet med stor intensitet, men også en smule nervøsitet. Det tøjlede hjemmeholdet bedst, og amerikaneren Craig Puffer sendte hjemmeholdet på finalekurs, da han midt i tredje periode gjorde det til 3-2.
Stille og roligt løb tiden af klokken for et desperat kæmpende Rungsted-hold. som satsede hele butikken, og keeper Ville Kolppanen nåede at skøjte ud af banen, inden den mangeårige Metal Liga-profil Marcus Olsson udlignede med et flot slagskud.
Derfor skulle kampen afgøres i forlænget spilletid, og Morten Jensen blev Rungsteds helt på sin gamle hjemmebane.
/ritzau/
Seneste artikler
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde