Rungsted og Frederikshavn vender begge 0-2 til sejr
Rungsted vinder hjemme med 5-2 over Esbjerg i Metal Ligaen efter at have været bagud 0-2 kort inde i kampen.
Danmarksmestrene fra Rungsted vandt på hjemmebane med 5-2 efter et flot comeback mod Esbjerg Energy, da der tirsdag var fire kampe på programmet i Metal Ligaen.
Allerede efter seks minutter førte vestjyderne ellers med 2-0, da det lykkedes at score to gange inden for bare 17 sekunders effektivt spil.
Men Rungsted svarede godt tilbage med en reducering i første periode og en udligning i anden.
Tre minutter inde i den sidste periode bragte Shane Hanna så holdet fra Nordsjælland foran i opgøret. I slutfasen blev sejren så cementeret med to mål, så det endda endte med en sikker sejr.
Også Frederikshavn White Hawks vendte et truende nederlag til sejr ude mod Sønderjyske, der førte med 2-0 efter bare otte minutter.
Men nordjyderne fik bragt balance med mål i anden og tredje periode og vandt siden kampen efter straffeslagskonkurrence.
Ligaens suveræne førerhold, Aalborg Pirates, snuppede overbevisende en hjemmesejr på 7-2 over Rødovre Mighty Bulls.
Allerede i første periode blev sagerne sat på plads med en føring på 4-0, og den blev cementeret i de efterfølgende perioder.
I tirsdagens sidste kamp sejrede Herlev Eagles med 4-2 hjemme over Herning Blue Fox.
Herlev kom på 2-0 i første periode og øgede føringen med to hurtige mål i tredje periode. Herning nåede at pynte, men kunne ikke for alvor skabe spænding om udfaldet.
Aalborg fører rækken med 85 point, mens Herning og Sønderjyske følger efter med 66 hver. Frederikshavn og Rungsted har derefter henholdsvis 61 og 60 point.
Derefter følger Esbjerg med 58, Herlev med 56 og Rødovre med 47. Klart sidst ligger Odense Bulldogs med 29 point.
Seneste artikler
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie