Rusland appellerer medaljedegradering efter Valieva-dom
Kamila Valieva er blevet idømt fire års karantæne for sin dopingsag, der også betød, at hendes holdkammerater mistede OL-guldet. Foto: David G. Mcintyre/Ritzau Scanpix
Russerne har indsendt tre appeller for at få guldmedaljerne tilbage i OL's holdkonkurrence i kunstskøjteløb.
Sagaen om fordelingen af medaljer i kunstskøjteløbernes holdkonkurrence ved vinter-OL i 2022 er ikke slut endnu.
Russerne har nemlig ikke opgivet kampen for de guldmedaljer, landets skøjteløbere mistede som følge af Kamila Valievas dopingdom.
Efter et langvarigt sagsforløb blev Valieva i januar idømt fire års karantæne som straf for den positive dopingprøve, hun afleverede i december 2021.
Efterfølgende valgte Den Internationale Skøjteunion (ISU) at fratrække de 20 point, Valieva havde indsamlet, fra Ruslands samlede score i holdkonkurrencen.
I stedet for 74 point måtte russerne nøjes med 54, hvilket kun rakte til bronze, mens USA og Japan fik guld og sølv.
Nu meddeler sportens internationale voldgiftsret, CAS, at den har modtaget tre forskellige russiske appeller over den afgørelse.
De kommer fra Ruslands Olympiske Komité, Ruslands Skøjteforbund og en samlet klage fra de seks skøjteløbere på det russiske OL-hold.
De opfordrer CAS til at give Rusland guldmedaljerne tilbage.
Også Canada, der sluttede på fjerdepladsen i holdkonkurrencen, vil have omstødt afgørelsen - dog i en anden retning.
Canadierne er uenig i ISU's reviderede pointgivning og mener sig berettigede til to ekstra point. Det vil bringe det canadiske hold op på en bronzeplads.
CAS oplyser, at alle fire appelsager kun netop er begyndt.
- I betragtning af den tidlige fase kan det ikke oplyses, hvornår en eventuel høring vil finde sted, lyder det.
/ritzau/
Seneste artikler
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde