Rusland bliver hos Uefa efter enstemmigt nej til skifte
Præsidenten for Det Russiske Fodboldforbund, Alexander Dyukov, har alligevel ikke lyst til at flytte kontinent, når det kommer til fodbold. (Arkivfoto). Foto: Kirill Kudryavtsev/Ritzau Scanpix
Selv om Rusland aktuelt er suspenderet af Uefa, vil landets fodboldforbund ikke søge husly i Asien.
Det Russiske Fodboldforbund (RFU) forlader ikke Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) for at slutte sig til det asiatiske.
Det står klart efter en afstemning om emnet i RFU onsdag, skriver det russiske nyhedsbureau RIA ifølge Reuters.
Ifølge RIA var der enstemmighed i RFU, som vendte tommelfingeren ned til idéen.
- Rusland er Europa. Vi besluttede, at vi ikke vil rykke til Asien. Det blev enstemmigt vedtaget, siger RFU-vicepræsident Akhmed Aydamirov ifølge nyhedsbureauet Tass.
Rusland er suspenderet af Uefa på grund af invasionen af Ukraine og kan således ikke deltage i internationale turneringer.
Det fik for et års tid siden RFU-ledelsen til at lufte muligheden for, at man kunne vende Uefa ryggen og blive optaget i Det Asiatiske Fodboldforbund (AFC).
Den idé er nu skrinlagt.
Angiveligt ser russerne forbedrede muligheder for at blive lukket ind i varmen igen hos både Uefa og Det Internationale Fodboldforbund (Fifa).
Begge forbund har lempet restriktionerne for Rusland i anden halvdel af 2023. Senest i september besluttede Uefa, at russiske ungdomslandshold fra U17 og ned atter kan deltage i international fodbold.
Det skete med argumentet om, at børn ikke skal straffes for regeringens handlinger.
Senere onsdag meddelte russerne, at fodboldlandsholdet har planlagt at spille en testkamp mod Serbien 24. marts.
Serbien, som er en af Danmarks modstander ved sommerens EM-slutrunde, har sagt ja til at spille mod Rusland.
Rusland har i de seneste to år ikke spillet en eneste betydende landskamp og er udelukket fra at deltage i slutrunder og kvalifikationsturneringer.
Danmark skal møde Serbien ved EM 25. juni i München.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned