Rusland byder udelukkede Blatter og Platini velkommen
Ruslands sportsminister ser intet problem i at invitere de to udelukkede fodboldledere til VM.
Det kan godt være, at Sepp Blatter og Michel Platini er blevet trukket gennem sølet, skandaliseret og udelukket fra al fodbold i otte år på grund af korruption.
Men derfor kan man jo godt have dem som gæster ved VM i fodbold om to år.
Det synes at være holdningen hos Vitaly Mutko, sportsminister i Rusland, der er vært for VM i 2018.
- Formelt betyder deres karantæner, at de ikke kan have nogen rolle i fodbold. Men på den anden side; hvorfor skulle så stor en spiller som Michel Platini ikke have mulighed for at gå til fodbold, siger Vitaly Mutko til R-Sport ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Sportsministeren hentyder til, at 60-årige Michel Platini, der før sin karantæne var præsident for Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa), havde en glorværdig karriere som aktiv.
Den tidligere Juventus-spiller blev tre år i træk fra 1983 til 1985 kåret som Årets Fodboldspiller i Europa, og i 1984 var han anfører for Frankrig, da landet vandt EM på hjemmebane.
79-årige Sepp Blatter var fra 1998 og frem til sidste år en magtfuld præsident for Det Internationale Fodboldforbund (Fifa).
Schweizeren blev genvalgt sidste år, men efter at en stor korruptionsskandale begyndte at rulle i Fifa, måtte han meddele, at han ville træde tilbage i år.
I december blev han lige som Platini udelukket fra al fodbold i otte år, en dom som både han og franskmanden har appelleret.
Det afskrækker dog ikke Vitaly Mutko.
- Vi vil invitere dem. Jeg ser ingen problemer i forhold til de begivenheder, vi er værter for, siger han.
Seneste artikler
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
1039 virksomheder har fået indskærpet sikkerhed efter CPR-læk
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker