Rusland erklærer OL for en succes trods dopingsanktioner

Russiske atleter har været yderst synlige ved OL med masser af medaljer, hvilket ikke er faldet i alles smag.

Offentliggjort Sidst opdateret

Trods forbud mod at stille op under eget flag og en sky af mistanke i kølvandet på flere dopingskandaler har OL i Tokyo været en overvældende succes for det russiske hold.

Det siger præsidenten for Ruslands Olympiske Komité (ROC), Stanislav Pozdnyakov.

Delegationens mere end 330 atleter har under legene flere gange kunnet ses bære de russiske farver, selv om de under OL er blevet frataget deres flag og nationalmelodi på grund af sanktioner indført i 2015.

Undervejs er russiske guldmedaljevindere også blevet hyldet med musik fra den russiske komponist Pjotr Tjajkovskij, mens de har svøbt sig i et hvidt flag med ROC's emblem i de russiske farver.

Og de kosmetiske forandringer har generelt ikke rigtig skjult tilstedeværelsen af det russiske hold, der inden OL's sidste dag søndag har vundet 69 medaljer - heraf 20 af guld - hvilket er fjerdebedst af alle.

- Disse lege har været succesfulde for vores hold, siger Stanislav Pozdnyakov.

- Der er i høj grad blevet levet op til vores medaljeforudsigelser, og i nogle discipliner havde vi ikke forventet at få så gode resultater.

Den russiske succes inkluderer blandt guld i mændenes holdgymnastik for første gang siden 1996, to guldmedaljer til Jevgenij Rylov i 100 og 200 meter rygsvømning samt guld til højdespringeren Mariya Lasitskene.

Ruslands sejre i Tokyo har dog irriteret visse konkurrenter.

Blandt andet sagde den amerikanske svømmer Ryan Murphy, efter at han havde tabt til Jevgenij Rylov i mændenes finale i 200 meter ryg, at løbet "formentlig ikke var rent".

Amerikaneren trak senere sin kommentar tilbage, efter at han blev spurgt om, han beskyldte sine rivaler for at snyde.

Ruslands OL-komité fordømte efterfølgende udtalelsen på Twitter og skrev, at "ja, vi er til stede ved OL. Fuldstændig med rette. Uanset om folk kan lide det eller ej".

På trods af den imponerende medaljestatistik fortsætter de russiske resultater dog med at blive overskygget af fortidens dopingspørgsmål.

Ved næste års vinter-OL i Beijing får de russiske atleter således heller ikke lov at stille op under eget flag på grund af de seneste års dopingskandaler.