Rusland hjælper Danmark med sejr over Schweiz
Rusland besejrede Schweiz med 5-1 i Danmarks VM-gruppe, hvor danskerne stadig kan øjne en kvartfinaleplads.
Det russiske ishockeylandshold har ikke været et specielt fornøjeligt bekendtskab ved dette års VM i Moskva for det danske landshold.
Lørdag gav russerne dog Danmark en hjælpende hånd, da det blev til en 5-1-sejr i ordinær tid over Schweiz i Danmarks VM-gruppe.
Dermed nåede Rusland op på 12 point på andenpladsen i gruppen efter Tjekkiet, men vigtigere for Danmark var det, at Schweiz ikke fik point.
Efter nederlaget ligger Schweiz derfor fortsat med syv point på den fjerdeplads, der giver en plads i kvartfinalerne.
Danmark følger efter på femtepladsen med seks point efter sejren fredag aften over Letland, som kom i hus efter straffeslag i overtiden, og som gav Danmark to point.
Russerne diskede ikke op med helt den samme målfest til sit hjemmepublikum, som tilfældet var, da Danmark forleden blev skudt i sænk og tabte hele 1-10 til Rusland.
Der blev heller ikke tale om den samme turbostart for russerne, som de leverede mod Danmark.
Første periode var fem minutter gammel, da Ivan Telegin bragte Rusland foran 1-0.
Det blev 2-0 i anden periode, og i tredje periode afgjorde russerne forestillingen, mens Schweiz fik lov at reducere en enkelt gang.
Danmark møder Tjekkiet og Kasakhstan i de to sidste gruppekampe i jagten på en plads i kvartfinalen.
Seneste artikler
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Sejr på jubilæumsdagen: - En del af NFC's historie
Maribos bymidte skal udvikles: Nu kan alle byde ind
Heino Knudsen på vej videre: Det skal han
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker