Rusland indfører gebyr på udenlandske trænere
De bedste russiske fodboldklubber får en ekstra millionudgift fra næste sæson, hvis de vælger at ansætte en udenlandsk træner.
Det russiske fodboldforbund har fredag besluttet, at det fremover skal koste fem millioner rubler svarende til 900.000 kroner at hyre en udenlandsk træner for klubberne i landets bedste fodboldrække.
Der er tale om et engangsbeløb, så det er ikke meningen, at klubberne skal betale et årligt beløb.
Ni af de nuværende 16 trænere i Ruslands bedste række kommer fra udlandet - nogle af de mest prominente navne er Guus Hiddink i Anzhi Makhachkala, Luciano Spalletti i Zenit St. Petersburg og Slaven Bilic i Lokomotiv Moskva.
De penge, som kommer i kassen i forbindelse med den nye regel, skal understøtte ungdomsfodbolden i Rusland.
FC Krasnodars klubejer, milliardæren Sergej Galitsky, har straks ytret sin utilfredshed på Twitter.
- Gennemførte kommunister. De tror, at russiske fodboldklubber tjener så mange penge, og de kommer på alle mulige ting for at røve os, skriver Galitsky, der ikke har tænkt sig at betale penge til det nye tiltag.
Det russiske fodboldforbund har også selv været ude at hyre en udlænding, da man har ansat italienske Fabio Capello som landstræner.
/ritzau/
Seneste artikler
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Efter rottealarm: Nu kan tvist ende i retssag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Grønt initiativ åbner i dag
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker