Russer overrasker med semifinalesejr over Novak Djokovic
Daniil Medvedev ses her efter semifinalesejren over Novak Djokovic fra Serbien i Western and Southern Open i Ohio. Djokovic var ellers favorit og forsvarende mester i turneringen. Foto: Rob Carr/Ritzau Scanpix
Rob Carr/Ritzau Scanpix
Daniil Medvedev vinder semifinale i Cincinnati mod Novak Djokovic, og er i sin anden Masters-finale i træk.
Verdensetteren i tennis, Novak Djokovic, måtte overraskende bøje sig for russeren Daniil Medvedev i semifinalen ved ATP-turnering i Cincinnati i Ohio.
Djokovic vandt ellers første sæt med 6-3, men det lod den niendeseedede russer sig ikke gå på af. Tværtimod tog han de næste to sæt med samme cifre.
- Jeg ved ikke, hvordan jeg fik det vendt. Jeg var meget træt efter første sæt og tænkte, at jeg måske ikke var i stand til at holde dampen oppe, siger Medvedev ifølge nyhedsbureauet AFP.
- Det er en fantastisk følelse at vinde og slå verdens nummer et. Det viser, at jeg fortjener at være i finalen.
Han vandt også den forrige kamp mellem de to - på grus i Monte Carlo i april.
Turneringen i Cincinnati var Djokovics første, siden han i juli triumferede i Wimbledon.
Serberen havde før semifinalen, der sluttede natten til søndag dansk tid, ikke tabt et sæt i turneringen, der fungerer som optakt til US Open.
Og den 23-årige Medvedev er tilsyneladende i topform inden årets sidste grand slam-turnering, der begynder den 26. august.
For otte dage siden var han i finalen i Masters-turneringen i Montreal, hvor han dog tabte til Rafael Nadal fra Spanien.
Medvedev er den anden russer, som har leveret et chokresultat i Cincinnati.
I tredje runde måtte den schweiziske stjerne Roger Federer forlade turneringen efter et nederlag til russeren Andrey Rublev, der rangerer som nummer 70 i verden.
I søndagens finale møder Daniil Medvedev belgieren David Goffin.
Goffin, der er seedet som nummer 16, besejrede Frankrigs Richard Gasquet med 6-3, 6-4 på vejen til sin første finale i en Masters-turnering.
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet