Snakketøjet er smurt hos formanden for Danmarks Ishockey Union, Henrik Bach Nielsen, der onsdag rejser til halvårskongres i det internationale ishockeyforbund (IIHF).
Han skal ned at tale Danmarks sag som mulig vært for VM i 2016, og der bliver brug for alle formandens overtalelsesevner. Da ansøgningsfristen udløb den 1. september, vist det sig nemlig, at Danmark ikke kun er oppe imod Letland og Ukraine, men også ishockeystormagten Rusland.
- Nøjagtigt som vores spillere så piver vi heller ikke i forbundet over at skulle møde på papiret langt stærkere modstandere. Men russerne var nok nogle af de værste at skulle slå, fordi de traditionelt har et rigtigt godt greb om den tidligere østblok. De er helt naturligt en magtfaktor i international ishockey, siger formanden.
Han ser dog et lille lyspunkt i, at de to værtsbyer i Ruslands bud, Moskva og Kazan, ligger godt 800 kilometer fra hinanden. Det er væsentligt mere end afstanden mellem København og Herning, som Danmark foreslår som værtsbyer.
Og så håber han, at de øvrige medlemslande kan se, at Danmark står foran Rusland i køen.
- Der er en tommelfingerregel, der hedder, at de store lande skal have et VM hvert 10. år. I 2016 vil det kun være ni år siden, at Rusland har stået for et VM, og så har de samtidig haft OL i 2014. Det kan måske tale til vores fordel, siger Henrik Bach Nielsen.
Værtskabet fordeles først endeligt på kongressen, der afholdes til næste forår i forbindelse med VM, der er henlagt til Slovakiet.
- Vi går hele vejen med det her, og vi er med for at vinde. Og kikser det, så vil vi under alle omstændigheder have lært af processen og høstet nogle erfaringer, som vi kan bruge fremover, siger formanden.
/ritzau/
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde