Russisk profil: Vi skal spille bedre mod Danmark

Foto: Cristina Quicler /Scanpix

Ruslands stjernespiller Konstantin Igropulo har dyb respekt for Danmark ved håndbold-VM, og han forventer en tæt og jævnbyrdig kamp i aften.

Offentliggjort Sidst opdateret

Intet er dog afgjort i gruppen, uanset hvad kampen ender med, mener Igropulo, som lørdag scorede to mål i 30-25-sejren over Island.

- Det var en vigtig sejr over Island. Og det bliver en helt anden kamp mod Danmark. Det danske hold er stærkt, og vi er nødt til at spille bedre mod dem, end vi gjorde mod Island, siger Igropulo.

Danmark vandt også sin første kamp ved VM, da Qatar blev slået med 41-27 lørdag aften.

- Det er for tidligt at snakke om, hvem der er stærkest i gruppen. Det må vi se på senere. Vi vil kende situationen i gruppen lidt bedre efter kampen mod Danmark, siger Füchse Berlin-spilleren.

Den russiske højre back føler, at holdet har udviklet sig enormt over det seneste halve år, hvor spillet er blevet væsentligt hurtigere.

- Vi har ændret vores stil, og vores hold spiller helt sikkert bedre nu. Det er ikke kun på baggrund af sejren over Island, jeg siger det.

- Dette hold har spillet omkring seks kampe i løbet af det seneste halve år med lige så godt spil som mod Island. Spillerne har lettere ved at spille på den måde.

- Spillestilen passer mig bedre. Atmosfæren på holdet er virkelig også blevet meget bedre end tidligere. Det er helt sikkert, siger Igropulo.

Danmarks kamp mod Rusland fløjtes i gang klokken 20.15 i spanske Sevilla.

/ritzau/