Russiske slædekørere får grønt lys af CAS trods OL-karantæne
Aleksandr Tretjakov er en af syv russiske slædekørere, der torsdag har fået grønt lys til at deltage i World Cup-begivenheder trods livslang OL-karantæne. Foto: /ritzau/AP/Kerstin Joensson/arkiv
/ritzau/AP/Kerstin Joensson/arkiv
Syv russiske slædekørere har fået lov til at deltage i World Cup-begivenheder trods livslang OL-karantæne.
På trods af en livslang dopingkarantæne fra OL har syv russiske bobslæde- og skeleton-udøvere torsdag fået grønt lys til at deltage i World Cup-begivenheder af Den Internationale Sportsdomstol (CAS).
Blandt de syv russere er skeletonkøreren Aleksandr Tretjakov, der i 2014 vandt guld ved vinter-OL i den russiske værtsby Sotji.
Det Internationale Bobslæde- og Skeletonforbund (IBSF) havde bedt CAS om at udstede karantæner til de syv russere, efter at forbundets egen dopingdomstol nægtede at gøre det.
IBSF's domstol ville angiveligt ikke udstede karantæner, fordi den frygtede at overtræde internationale regler.
Årsagen var, at den russiske whistleblower og tidligere laboratorieleder Grigory Rodchenkov, der var med til at afsløre det russiske, statsstøttede dopingprogram, endnu ikke er blevet krydsforhørt.
Men elementer i IBSF's juridiske regler har blandt andet været med til at forhindre handling fra CAS, lyder det fra sportsdomstolen.
Dermed har Aleksandr Tretjakov og kvindernes skeleton-bronzevinder fra Sotji, Elena Nikitina, blandt andre fået grønt lys til at stille op ved World Cup-løbet i tyske Altenberg fredag.
Et panel i Den Internationale Olympiske Komité (IOC) har frataget 43 russere deres resultat ved legene i Sotji.
Derudover er de alle blevet idømt livslang karantæne fra OL for at have draget fordel af det russiske dopingprogram.
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker