Russiske tophold ender i vildt masseslagsmål i pokalbrag
Den colombianske midtbanespiller Wilmar Barrios var én af de seks spillere, der fik rødt kort efter det vilde masseslagsmål. (Arkivfoto). Foto: David Klein/Ritzau Scanpix
Zenit og Spartak Moskva fik begge tre røde kort efter et masseslagsmål i en pokalkamp søndag.
De russiske fodboldklubber Zenit og Spartak Moskva var søndag ansvarlige for skandaløse scener, da holdene tørnede sammen i pokalturneringen.
Holdene spillede 0-0 og skulle afgøre kampen i en straffesparkskonkurrence, men forinden brød et vildt masseslagsmål løs.
En spiller fra hvert hold indledte balladen, men i løbet af få sekunder var en stor del af begge hold samt spillere og ledere fra bænkene involveret.
Slag og spark fløj rundt, og da røgen havde lagt sig, stangede kampens dommer efter en længere pause tre røde kort ud til begge mandskaber.
Ifølge Zenits hjemmeside "blussede følelserne op", mens Spartak Moskva er lidt mere detaljerede.
- Alle slås. Også reserver og stab, skriver klubben på sin hjemmeside.
Spartak Moskva bemærker også, at der allerede tidligere i kampen var optræk til tumult. Inden den vilde episode havde Spartak og Zenit fået henholdsvis seks og fire gule kort - alle faldt i anden halvleg.
Zenit vandt den efterfølgende straffesparkskonkurrence, men Spartak tog alligevel førstepladsen i gruppen og går videre, mens Zenit sluttede som nummer tre af fire hold.
/ritzau/
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker