Rutinerede Valverde vinder første VM-guld i hårdt løb
Alejandro Valverde spurtede fra Romain Bardet, Michael Woods og Tom Dumoulin på sin vej til VM-guldet. Foto: Herbert Neubauer/Ritzau Scanpix
Herbert Neubauer/Ritzau Scanpix
38-årige Alejandro Valverde blev søndag verdensmester i linjeløb for første gang i karrieren.
Endelig.
Sådan må det føles for rutinerede Alejandro Valverde, efter at den 38-årige spanske cykelrytter søndag fejrede en kæmpe triumf og blev verdensmester på landevej i Østrig.
I linjeløbet var Valverde blandt favoritterne, og efter at danske Michael Valgren havde vist imponerende kørsel mod slutningen af løbet, tog Valverde over sammen med en række ryttere, da sidste omgang gik ind i sin slutfase.
Efter seks tidligere VM-medaljer var spanieren hurtigst i spurten foran franske Romain Bardet og canadiske Michael Woods, og Valverde kunne dermed juble over VM-guld for første gang.
- Det er fantastisk efter at have misset det i så mange år. Det er en triumf for holdet, siger Valverde efter sejren ifølge UCI's Twitter-profil.
Valgren sled sig igennem den utrolig hårde afslutning og kom i mål som nummer syv.
VM-ruten var blandt de hårdeste i mange år, og den bød på hele 4670 højdemeter og 258,5 kilometer i det krævende terræn med mange stigninger.
Starten gik i Kufstein, og målstregen lå i Innsbruck.
Rytterne skulle køre 90 kilometer, før de ramte en rundstrækning på 23,8 kilometer. Den skulle køres igennem seks gange, mens sidste omgang var udvidet til 31 kilometer.
Danske Kasper Asgreen var med i et udbrud på i alt 11 ryttere, der havde et stort forspring, som dog gradvist skrumpede ind helt efter planen.
Med 22 kilometer igen sluttede løbet for Asgreen, da resterne af udbruddet blev kørt ind på sidste omgang, men i stedet tog Michael Valgren over.
Valgreen viste enorm styrke og placerede sig forrest i feltet af favoritter og kørte solo.
Med 15 kilometer igen havde danskeren et forspring på 20 sekunder, inden en voldsom stigning ventede, men her sluttede det for Valgren, og Alejandro Valverde overtog den helt store scene.
Spanieren vidste, at han var den hurtigste mand blandt de forreste fire. Han indledte spurten fra front og satte ikke sejren over styr på noget tidspunkt.
Guldmedaljen blev overrakt af manden, der havde vundet de foregående tre år, slovakken Peter Sagan.
Sagan selv måtte strække gevær langt fra mål på den hårde rute og måtte derfor se Valverde overtage VM-tronen.
Seneste artikler
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde