Rygter om Brøndby: HB Køges sportschef har sagt op

Superliga-klubben Brøndby mangler en sportschef efter Ole Bjurs afgang, og den mand kunne meget vel blive Per Rud, der hidtil har haft samme job i HB Køge.

Offentliggjort Sidst opdateret

HB Køges formand Henrik Normann Andersen bekræfter, at Rud søger væk fra 1. divisionsklubben.

- Jeg kan bekræfte, at han sagt op i HB Køge, siger Henrik Normann Andersen.

Sporten.dk har tirsdag kædet Rud sammen med Brøndby.

- Det har jeg også hørt, siger HB Køge-bossen, der ikke vil afsløre, hvad Per Rud skal lave i fremtiden, før det er officielt.

- Hvis ikke, det er bekræftet, har jeg heller ikke lyst til at bekræfte noget, siger Henrik Normann Andersen.

Per Rud har været sportschef i først Herfølge Boldklub og siden fusionsklubben HB Køge siden 2004.

/ritzau/