Rygter om trænerjob i Odense irriterer NFH-træner

NFH's træner Jakob Larsen sættes på rygtebørsen i forbindelse med jobbet som cheftræner i Odense Håndbold, og det er han med egne ord en smule småirriteret over. Arkivfoto: Ingrid Riis

NFH møder onsdag aften Horsens på udebane i Kvindeligaen, men op til kampen har cheftræner Jakob Larsen måttet bruge en del mere tid end ønsket på at forholde sig til rygter om sit næste job.

Offentliggjort Sidst opdateret

NYKØBING: Efter en uge uden kampe og færre træningstimer end normalt vender NFH's ligakvinder nu tilbage til hverdagen med to kampe om ugen.

I aften gælder det Horsens Håndbold Elite på udebane i Kvindeligaen. Men det er andre ting, der har fyldt mere i forskellige medier de seneste dage.

I onsdags præsenterede NFH Niels Agesen som ny træner fra den kommende sæson, og samtidig har der i håndboldmiljøet og på sociale medier floreret rygter om den nuværende NFH-træner Jakob Larsens fremtid.

Helt konkret gik rygterne på, at Odense Håndbolds norske cheftræner Ole Gustav Gjekstad skal være landstræner for Norges kvindelandshold, og at hans afløser i Odense bliver - Jakob Larsen.

Tirsdag blev det så officielt, at Ole Gustrav Gjekstad stopper i Odense til sommer for at blive norsk landstræner. Men Jakob Larsens andel i kabalen er fortsat kun at finde på rygtebørsen.

Jakob Larsen stopper efter eget valg i NFH til sommer, og han bor til daglig i Odense, så kunne der være noget om snakken?

- Det har jeg ikke nogen kommentarer til. Men jeg er lidt småirriteret over, at man bare kan skrive alt muligt. Det forstyrrer både mig og mit hold - og Odense - at man skal forholde sig til det op til en vigtig kamp. Det giver et fokustab. Hele weekenden har jeg skullet forholde mig til alle mulige beskeder på grund af denne her rygtebørs, siger Jakob Larsen.

Men er det ikke en del af gamet?

- Jo, det er det, og det er da også dejligt, at mit navn sættes i forbindelse med sådan et job, men derfor forstyrrer det stadig i opladningen til en vigtig kamp. Jeg vil bare gerne gøre det så godt som muligt for det hold, jeg er træner for, lyder det fra NFH-træneren.

Respekt for Horsens

NFH-træneren har stor respekt for aftenens modstander.

- Horsens er et fint hold. og de har fået nogle spændende kompetencer, men det er stadig Mai Kragballe, der styrer deres angrebsspil. Vi skal slå dem på, at vi som kollektiv har spillet mere sammen, end de har, og at vi kan sætte et forsvarsspil op af international klasse. Det skal være en hård fysisk kamp, siger Jakob Larsen.

Der er kampstart klokken 20.00 i Forum Horsens. Kampen kan følges direkte på TV2 Sport og i Radio SydhavsØerne.