Hannover 96 satte søndag en stopper for Bayern München i toppen af den tyske Bundesliga.
For første gang siden sæsonpremieren 7. august blev sydtyskerne besejret, da Hannover vandt med 2-1.
Mohammed Abdellaoue og Christian Pander scorede for værterne, mens David Alaba fik reduceret for storfavoritterne i slutminutterne.
Hannover 96, der torsdag spillede 2-2 på hjemmebane mod FC København i Europa League, kom foran midtvejs i første halvleg, da Philipp Lahm begik straffespark.
Det udnyttede Mohammed Abdellaoue, og dermed blev Bayern-målmand Manuel Neuer passeret for første gang i 770 minutter i Bundesligaen.
Dermed er Neuer den målmand, der har holdt modstanderne fra scoring i den tredjelængste periode i Tysklands bedste fodboldrække. Listen toppes af Timo Hildebrand, der i 2003 holdt Schalkes modstandere fra scoring i 884 minutter.
Inden Christian Pander øgede til 2-0 efter pausen, var gæsterne blevet reduceret til 10 spillere, da Jerome Boateng blev udvist. Hannover måtte dog også slutte med en mand i undertal efter to advarsler til Steven Cherundolo.
Trods nederlaget topper Bayern München fortsat Bundesligaen med 22 point efter 10 spillerunder. De forsvarende mestre fra Borussia Dortmund har tre point færre.
Schalke 04 er med 18 point også en del af topkampen, efter at mandskabet fra Ruhr-området vandt med 1-0 på udebane over Bayer Leverkusen.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned