Så bliver chancen for at vinde ikke større

Hvis Lolland-Falster Alliancen skal gøre sig forhåbninger om at udrydde det hjemmebane-spøgelse, der har pustet “bjørnebanden” i nakken i mere end et halvt år på Scandic Live Arena, kommer der næppe meget større chance for at fjerne det end i morgen.

Det er nemlig på divisionsniveau ubetinget Danmarks dårligste udebanehold, der kommer på besøg på Sydhavsøerne. Allerød har tabt samtlige fem udekampe i år, og nordsjællænderne tabte også de 11 sidste udekampe i forrige sæson, hvor man med nød og næppe undgik sidstepladsen. Altså 16 busture rundt omkring på Sjælland - og Falster - uden at få et eneste point med hjem og en målscore så kedelig som 7-30, heraf 1-11 i denne sæsons fem kampe.

Allerød fik sidste gang point på udebane 20. september i fjor med 1-0 sejren i Espelunden over Avarta.

- Der er ingen grund til at pakke det ind. Det er en kamp, vi skal vinde, og det tror jeg også, vi gør, siger Alliance-træner Jesper Tollefsen.

Foto: Arkivfoto: Anders Knudsen

Alliancen skal møde Allerød, som er divisionens ringeste udehold med 16 nederlag på stribe.

Offentliggjort Sidst opdateret