Så gik den ikke længere foran rekordpublikum i Maribo
Daniel Astrup kæmpede, men forgæves. Team Sydhavsøerne tabte topkampen til HC Midtjylland. Foto: Ingrid Riis
Ingrid Riis
Team Sydhavsøerne kunne ikke stille noget op mod HC Midtjylland, og måtte efter ti sejre i træk, se et nederlag i øjnene.
MARIBO: Team Sydhavsøerne blev spillet ud af den absolutte topkamp i 1. division, når det gælder den direkte oprykningsbillet til Håndboldligaen, af et veloplagt HC Midtjylland-mandskab søndag efter i Maribo.
Håndboldfeberen har ellers ramt det midtlollandske, da hele 1.150 tilskuere havde vundet vej til Lollands Bank Arena, hvilket er absolut sæsonrekord. Desværre måtte de gå skuffede hjem.
Værterne fik ellers en drømmestart med en 3-0-føring inden for de første minutter, men ret hurtigt overtog gæsterne fra HC Midtjylland initiativet, og især venstrebacken Sebastian Jensen gjorde rigtig ondt på Team Sydhavsøerne, der heller ikke angrebsmæssigt formåede at finde melodien.
Alt for mange chancer blev misbrugt på Kim Sonne i HC Midtjylland-målet, der havde et klart overtag i forhold til Oliver Larsen i den modsatte ende, der ikke fik sat de afgørende redninger ind.
Gæsterne fik hurtigt kontakt igen og begyndte straks at udbygge føringen, som i første halvleg var oppe på seks scoringer en overgang. Men i sidste minut fik Daniel Astrup reduceret til 11-16.
De fem mål i overskud til HC Midtjylland blev dog for voldsomt en udfordring for Team Sydhavsøerne, der kvalitetsmæssigt, efter ti sejre i træk, mødte deres overmænd i de midtjyske liga-nedrykkere, der stræber efter at vende tilbage til det fineste selskab hurtigst muligt.
HC Midtjylland satte sig hurtigt på anden halvleg og efter seks minutter var kampen reelt afgjort, da Oscar von Oettingen gjorde det til 20-12 i midtjydernes favør.
Efterfølgende fik Daniel Astrup sin anden udvisning, og så var det game over for Team Sydhavsøerne, der brændte et utal af store målchancer, især fra fløjene, og aldrig kom tæt på HC Midtjylland, der vandt en sikker sejr på 30-24 og spillede sig tilbage på førstepladsen i 1. division.
Med nederlaget er Team Sydhavsøerne fem point efter tredjepladsen, der giver oprykningskampe når grundspillet er overstået. Der resterer fem kampe.
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned