Så kom forløsningen: NFH sejrer i Champions League

Stor jubel blandt NFH-spillerne, da sæsonens første sejr i Champions League kom i hus. Foto: NFH

Storsejr over rumænsk hold.

Offentliggjort Sidst opdateret

NFH er ikke længere sejrsløse i Champions League. Lørdag eftermiddag fik holdet taget i Guldboxen til næsten at lette, da holdet besejrede CS Gloria 2018 BN fra Rumænien sikkert med 32-24.

NFH brugte slet ikke det velkendte våben med at spille syv mod seks.

Det var der sådan set heller ikke brug for, for angrebsspillet fungerede fint. De gulblusede havde ikke svært ved at finde hullerne i Gloria-forsvaret.

Det kneb til tider lidt med kvaliteten i afslutningerne, men det gjorde ikke det store, for i den modsatte ende stod forsvaret med Aimé von Pereira og Stine Eiberg Jørgensen i midten generelt godt og solidt og pressede Gloria-skytterne.

Opgøret begyndte meget lige, og de to hold fulgtes ad til stillingen 5-5, da gæsterne blev ramt af en udvisning. Det benyttede NFH til at slå et lille hul og bringe sig foran med et par mål.

Føringen holdt resten af halvlegen, og mod slutningen øgede NFH'erne føringen til fire mål, 14-10.

Der var generelt ganske fint styr på sagerne i begge ender af banen. Eneste malurt i bægeret var, at stregspilleren Caroline Aar pådrog sig to udvisninger, og det tvang cheftræner Jakob Larsen til at spare hende i slutningen af halvlegen.

Hendes afløser, Sofie Bardrum, gjorde det dog glimrende, og NFH fastholdt en pæn føring, da Moa Högdahl scorede til pausestillingen 16-13 på langskud et par sekunder før pausefløjtet.

Anden halvleg begyndte også ganske lige, men langsomt fik Gloria arbejdet sig tættere på og nåede op på kun at være ch et mål bagefter. Men så reddede Catharina Broch et straffekast og i angrebet efter sendte Moa Högdahl et afrettet skud i mål til 22-20.

Derfra fik NFH langsomt mre og mere overtag, og angrebsspillet fungerede fremragende, samtidig med, at Catharina Broch lukkede af i målet.

NFH holder nu julepause til efter nytår