Sabalenka kvaser kineser og vinder igen Australian Open
Aryna Sabalenka var klart bedre end sin modstander, da hun sikkert forsvarede sin Australian Open-titel. Foto: Eloisa Lopez/Reuters
Aryna Sabalenka var et niveau eller to over Zheng Qinwen i en ensidig finale, der aldrig bød på spænding.
Brølstærke Aryna Sabalenka forsvarede lørdag formiddag dansk tid i suveræn stil sin titel ved Australian Open.
På Rod Laver Arena i Melbourne klaskede den 25-årige belaruser i finalen kinesiske Zheng Qinwen 6-3, 6-2 efter kun blot 77 minutters spil.
Sabalenka konsoliderer med sin anden grand slam-triumf og tredje finale på et år sin sikre andenplads på verdensranglisten efter polske Iga Swiatek.
Belaruserens suverænitet har været udtalt i det meste af turneringen. Hun har således vundet samtlige af sine 14 sæt og blot afgivet 31 partier undervejs.
For 21-årige Zheng Qinwen var det første grand slam-finale nogensinde, og det blev en kort og formentlig også meget lærerig fornøjelse.
Kineseren havde ikke mødt nogen spillere fra verdensranglistens top-50 på sin vej til finalen, hvor hun i store perioder virkede låst i sit spil og ikke pressede storfavoritten tilstrækkeligt, når hun fik etableret duelspil, og heller ikke servede på samme niveau som tidligere.
Zheng Qinwen kan trøste sig med, at hun efter sin generelt fine turnering suser op som nummer syv på verdensranglisten - seks pladser højere end hendes tidligere karrieretop.
Sabalenka fik en drømmestart på finalen med to lynhurtige partier, og i tredje parti viste hun stor moral, da hun afværgede tre breakbolde og vendte 0-40 til endnu et parti og 3-0.
Zheng fik bedre styr på sin serv og eventuelle nerver og fik bremset blødningen, men i Sabalenkas serv var der meget lidt tvivl om udfaldet, og derfor blev det også 6-3 i første sæt efter godt en halv times spil.
Andet sæt åbnede med et brud til Sabalenka efter tre kinesiske dobbeltfejl, men generelt fik Zheng lidt mere fat i sit spil og begyndte at hente spredte point i belaruserens serv.
Men det var alt for lidt og for sent, og da Sabalenka brød igen til 4-1 var sejren en formsag for en koncentreret mester, som først ved 5-2 og 40-0 begyndte at vise svaghedstegn.
Fem matchbolde skulle hun således bruge, inden hun endegyldigt lukkede ballet.
/ritzau/
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde