Sådan bliver transfervinduet

NFC-formand Tage Nielsen forventer, at der kommer bud på klubbens topscorer Mathias Kristensen (med bolden) i det forestående transfervindue. Foto: Flemming K. Karlsen

Nykøbing FC forventer ikke, at der sker vilde ting.

Offentliggjort Sidst opdateret

NYKØBING Nykøbing FC plejer ikke at være voldsomme aktører i transfervinduet, og det skal man heller ikke forvente sker denne gang, når adgangen til køb og salg af spillere mellem klubber i Danmark åbner 5. januar.

- Både Claus (Jensen, cheftræner og manager, red,) og jeg har nok været mere stresset over at købe julegaver til familien, lyder det med vanlig lune fra NFC-formand Tage Nielsen, der ikke har tænkt sig at gennemføre de vilde handler.

Men som han understreger.

- Alt er selvfølgelig til salg, hvis prisen er rigtig.

Efterspurgt angriber

Et salgsemne kunne være topscorer Mathias Kristensen, og ifølge Tage Nielsen har der været følere ude efter den lange angriber, men indtil videre har budede ikke været i nærheden af seriøse.

- Der vil altid være klubber, der kan bruge en mand med mål i støvlerne, og det har Mathias jo vist, at han har, siger formanden, der dog bestemt ikke sælger for enhver pris, og han understreger også, at Mathias Kristensen på intet tidspunkt har ytret ønske om at prøve noget andet.

- Mathias stortrives i NFC og forlængede jo sin kontrakt med to år i sommer, så han er rigtig glad for at være her, og vi er glade for ham, siger Tage Nielsen.

Flere andre klubber som Esbjerg, HB Køge og Vendsyssel FF vil givetvis satse noget mere på at nå den top 6-placering, der giver oprykningsspil til Superligaen, som NFC lige nu sidder på.

Og med fire kampe tilbage i grundspillet til at sikre sig pladsen kunne det være fristende at forstærke sig yderligere, men Tage Nielsen tror ikke på, at det er løsningen.

- Vi har vist, at vi kan spille lige op med de fire tophold, vi skal møde i de kampe, så det er jeg slet ikke nervøs for, siger han.

En direkte erstatning for Sebastian Koch, der skifter til Lyngby, er heller ikke på tapetet.

Svært at erstatte

- Ham kan man ikke sådan bare lige erstatte, så vi satser på, at andre i truppen løfter sig, og så er vi på udgik efter unge talentfulde spillere, som kan dygtiggøre sig og blive profiler, som vi har set tidligere, siger Tage Nielsen og nævner blandt andet Mads Carlson som eksempel.

Mange NFC-supportere drømmer givetvis om at se Nykøbing-drengen Mikkel Ryggaard tilbage i den lokale trøje, men han blev kort før jul rygtet til den svenske klub BK Häcken på en flerårig aftale.

- Vi har kun talt ganske lidt med Mikkel og ved godt, at sandsynligheden for, at han kommer tilbage allerede nu, er meget lille, lyder det fra Tage Nielsen.

Han forventer ikke, at nogle af de spillere, som ikke har fået så meget spilletid i efteråret, kommer med et ønske om at prøve nye græsgange.

- Men kommer der nogen til os med det ønske, efter at de har tænkt sig lidt om i juleferien, så er det da noget, vi vil kigge på. Vi plejer ikke at stå i vejen, hvis en spiller kommer med et ønske om mere spilletid et andet sted, kommer det fra formanden.

Klubberne kan handle spillere frem til 31. januar kl. 23:59.