Sådan sikrer Danmark sig EM-billetten

Med 2-0-sejren tirsdag aften over Norge bevarede det danske fodboldlandshold muligheden for selv at afgøre, om de vil være med næste sommer, når det går løs ved EM-slutrunden i Polen og Ukraine.

De tre hold, der slås om gruppens førsteplads og den sikre EM-billet samt andenpladsen, der giver adgang til playoff-kampene er Danmark, Norge og Portugal.

Alle tre hold har 13 point.

Norge har spillet syv kampe og mangler en (hjemme mod Cypern 11. oktober.)

Danmark og Portugal har spillet hver seks kampe.

Danmark mangler Cypern ude (7. oktober) og Portugal hjemme (11. oktober).

Portugal mangler Island hjemme (7. oktober) og Danmark ude (11. oktober).

Sådan sikrer Danmark sig førstepladsen og direkte EM-kvalifikation:

- Sejr over både Cypern og Portugal.

- Uafgjort mod Cypern og sejr over Portugal.

Og så er der de mange hvis'er:

Scenarierne er mange. Portugal kan snuble hjemme til Island, Norge kan snuble hjemme mod Cypern. Antager vi, at Norge og Portugal som ventet vinder disse to kampe, gælder der følgende for Danmark:

- Sejr over Cypern sikrer som minimum Danmark andenpladsen i gruppen - selv trods nederlag eller uafgjort mod Portugal. Årsagen er, at Danmark er bedre end Norge i indbyrdes kampe, hvilket bliver afgørende i tilfælde af pointlighed.

- Uafgjort mod Cypern og nederlag eller uafgjort mod Portugal, så er Danmark ude, (hvis altså Norge slår Cypern og Portugal slår Cypern og Island).

- Nederlag til Cypern vil betyde, at Danmark skal slå Portugal, og så skal kuglerammen i brug.

- Hvis Norge herefter vinder over Cypern, og Danmark slår Portugal, har alle tre hold 16 point, og så vinder Danmark puljen foran Portugal på flest point i de tre holds indbyrdes kampe, mens Portugal bliver nummer to.

- Hvis Danmark taber til Cypern, og Norge ikke slår Cypern, mens Danmark slår Portugal, så er Danmark sikret andenpladsen. En dansk sejr på 2-0 eller en sejr med tre mål over Portugal vil ydermere betyde dansk gruppesejr.

/ritzau/

Danmark, Norge og Portugal har alle 13 point i kampen om EM-kvalifikation. Gyserafslutning i vente.

Offentliggjort Sidst opdateret