Sådan starter de lokale talenter ved cykelløb i Nakskov og Nysted

Nicklas Jensen fra Nakskov håber på, at kunne gøre sig gældende på hjemmebane ved lørdagens enkeltstart. Foto: Privat

Flere unge talenter fra Lolland-Falster kan måske gøre sig gældende.

Offentliggjort Sidst opdateret

LOLLAND-FALSTER: Der bliver voldsomt fart på, når de bedste ryttere i Danmark skal duellere på Lolland-Falster i den kommende weekend med enkeltstart i Nakskov lørdag og linjeløb i Nysted på søndag. Både i eliteløbene og i de yngre rækker, som også er en del af det store cykelarrangement, er der adskillige ryttere, som stiller op for de arrangerende klubber Nakskov Cykle Club (NCC) eller Lolland Falster Cykle Club (LFCK) eller har rødder i de to klubber, men nu repræsenterer professionelle eller semi-professionelle hold.

Noah Borgen Morell fra Maribo, der tidligere har kørt for LFCK, og nu repræsenterer Team IBT - Tripeak kører med blandt de allerstærkeste i Herre Elite A-rækken, og på lørdagens enkeltstart skal han afsted kl. 15:07 fra Axeltorv i Nakskov. Desuden er han også med, når der køres linjeløb på søndag fra kl. 13:00 i Nysted.

- Han håber at kunne køre med blandt de 20 bedste, lyder det fra Noah Borgen Morells far Carsten Borgen.

Så sent som for tre uger siden blev Noah Borgen Morell nummer 23 i UCI-løbet Fyn Rundt, der blev vundet af Lasse Norman Leth, der også er på startlisten i weekenden.

I U/19 A-rækken stiller Nakskov-rytteren Nicklas Jensen til start på enkeltstarten kl. 11:00. Han stiller nu op for holdet Team Zealand Cycling - Kuehne+Nagel, og håber på en top 10-placering i et stærkt felt. Han kører også linjeløbet i Nysted søndag med start kl. 13:05 lige efter de bedste seniorryttere.

Oliver Monø med en fortid i LFCK stiller op i B-rækken for Sydkystens Cykling, mens LFCK er repræsenteret i i linjeløbet i samme klasse ved Ricky Larsen. Førstnævnte kører enkeltstart lørdag kl. 15:31

Både LFCK og NCC er også repræsenteret på ungdomssiden i flere klasser og blandt de mest rutinerede i rækkerne for 60 og 70-årige er der også stærk lokal repræsentation begge dage. Blandt andet stiller Søren Jensen, der i øvrigt er farfar til U/19 rytteren Nicklas Jensen op i klassen for 70-årige, og kører altså samme distance som barnebarnet lørdag eftermiddag.