Sæsonen er slut for håndboldtalent: Hårdt at gå igennem
Bjerringbro-Silkeborgs cheftræner Peter Bredsdorff-Larsen kan ikke gøre brug af Sasser Valde Helveg Sonn på stregen på grund af en administrativ fejl. (Arkivfoto). Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Sasser Valde Helveg Sonn er trist og bitter over, at hans sæson er forbi på grund af administrativ fejl.
Håndboldtalentet Sasser Valde Helveg Sonn fra Bjerringbro-Silkeborg sitrer for at komme i kamp i landets bedste håndboldrække, men det kan ikke lade sig gøre.
En administrativ fejl, der vedrører registreringen af hans spillercertifikat, betyder, at hans sæson er slut.
Den 20-årige håndboldspiller havde håbet på, at han i foråret kunne lægge yderligere på sin udvikling med spilletid hist og her.
I stedet måtte han torsdag se til fra tribunen, da holdkammeraterne slog Skjern med 35-24.
- Det er super trist. Man kæmper for at være med på bænken for at få de minutter, som man forhåbentlig fortjener.
- Så det er super bittert at sidde derude, siger Sasser Valde Helveg Sonn til TV2 Sporten.
Bjerringbro-Silkeborg fik ikke registreret håndboldtalentets spillercertifikat i tide, efter at han i efteråret var udlejet til Lemvig-Thyborøn.
Disciplinærinstansen for Håndboldligaen og 1. division besluttede for to uger siden at taberdømme Bjerringbro-Silkeborg i tre kampe som følge af fejlen. Samtidig blev det afgjort, at sæsonen var forbi for Sasser Valde Helveg Sonn.
I begyndelsen frygtede den unge håndboldspiller, at han selv var skyld i fejlen. Nu ærgrer han sig mest over at være centrum i sagen.
- Jeg synes, det er en hård straf for noget, jeg ikke selv har haft mulighed for at være en del af. Så det er selvfølgelig mega ærgerligt, men jeg tager det lidt med oprejst pande og ser, hvordan det kommer til at gå.
- Det er selvfølgelig hårdt at gå igennem, men indtil videre har alle bakket super op og været forstående over for situationen, siger han til TV2 Sport.
Bjerringbro-Silkeborg har anket dommen på tre skrivebordsnederlag til Håndboldens Appelinstans.
Den midtjyske klub indtager en fjerdeplads med to spillerunder tilbage af grundspillet.
Seneste artikler
Dagligvarebutik i nødråb
Efter rottealarm: Nu kan tvist ende i retssag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
For første gang i lang tid: Guldborgsund speeder op for grøn omstilling
Stort flertal stemte kæmpe besparelser igennem
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker