Sakskøbing-dreng i Brøndbys A-trup

En fodbolddrøm er gået i opfyldelse for den 18-årige Sakskøbing-dreng Jens Stryger Larsen: Han er blevet fast indlemmet i fodboldgiganten Brøndbys A-trup. Brøndbys talentchef, den tidligere landsholdsspiller Kim Vilfort, ser et stort potentiale i sakskøbingenseren.
 
- Jens en aggressiv spiller med mange kvaliteter, især i den offensive del af spillet. Han har mest spillet den offensive midtbaneplads, men kan også spille kant, både i en flad midtbanekonstellation, i diamanten og som decideret angrebswing, siger Kim Vilfort.
 
- Jens er i det hele taget en rigtig, rigtig dygtig spiller med en god indstilling til spillet, føjer Kim Vilfort til. Han sparker godt til bolden, og er en meget arbejdsom og ambitiøs spiller, som vi forventer os meget af på sigt. Indtil videre har Jens Larsen spillet 25 ungdomslandskampe. Han er fast mand på U/19-landsholdet og har tidligere spillet på U/16-, U/17- og U/18-landsholdene.
 
Jens Larsen får trøje nummer 39 og var med, da Brøndby under ledelse af cheftræner Kent Nielsen mandag formiddag tog fat på træningen efter en kort sommerpause.




Talentchef Kim Vilfort ser store persektiver i Jens Larsen.

Offentliggjort Sidst opdateret