Sakskøbing-dreng vil på landsholdet

Da Jens Stryger Larsen i sommer blev forfremmet til Brøndbys A-trup, havde den 18-årige Sakskøbing-dreng en ambition om at spille for klubbens Superligahold den kommende sæson.

Ambitionen blev realiseret søndag eftermiddag, hvor Jens Stryger Larsen var med i Brøndbys 1-0-sejr over FC Nordsjælland i Farum Park.

Hovedpersonen er naturligvis lykkelig over debuten, samt at cheftræner Kent Nielsen efterfølgende gav udtryk for, at han var tilfreds med lollikkens indsats.
- Jeg blev noget overrasket, da Kent fortalte mig, at jeg skulle starte inde. Oftest er det som indskifter, at man får sin debut, siger Jens Stryger Larsen, som ikke lægger skjul på, at der var lidt sommerfulge i maven op til kampen.

Men de forsvandt, da kampen gik i gang.
- Det var en kæmpe oplevelse at være med, og jeg er glad for at få lov til at starte inde, fortæller den stærke midtbanespiller, som spillede de første 70 minutter. Så var der udsolgt hos ham.

Jens Stryger Larsens kontrakt udløber til sommer, men Brøndbys sportschef Anders Bjerregaard og Jens Stryger Larsen er i dialog om en forlængelse af kontrakten.

Men hans ambition er på sigt at blive topspiller i en større europæisk klub - samt spille for A-landsholdet. Og han synes på rette vej, idet han er fast mand på U/19-landsholdet, hvor han også gør det fremragende. Senest scorede to mål i Danmarks 3-0-sejr over Aserbajdsjan i EM-kvalifikationen.

Foto: Jens Larsen (blå trøje til venstre) fik lov at starte inde, da han i weekenden debuterede for Brøndby i superligaen.

18-årige Jens Stryger Larsen fik i weekenden superliga-debut for Brøndby. Nu drømmer han om endnu større mål.

Offentliggjort Sidst opdateret