Sakskøbing-profil tæt på Ajax

LF-seriens ukronede måldronning sidste sæson June Buxbom synes tabt for Sakskøbing-Slemminge Håndboldklub, SSHK. Den stærke bagspiller er på vej til den københavnske divisionsklub Ajax. Ajax blev opmærksomme på June Buxbom, da Ajax andethold mødte SSHK i to oprykningskampe til 3. division.

- I disse kampe gjorde June det rigtig godt, siger Tom Jensen, sportschef i Ajax.

Ajax har førsteholdet i 2. division, og det er på dette hold, man forventer at se June Buxbom spille, hvis hun beslutter sig for at skifte. Ajax har ganske vist flere dygtige bagspillere, men de fleste er gennembrudsspillere. June Buxbom derimod kan også afslutte fra distancen.

June Buxbom er 20 år og har spillet i SSHK hele sin håndboldtid. Men hun gjorde det sidste sæson klart, at hun agtede at skifte til en divisionsklub, såfremt SSHK ikke rykkede op i 3. division. SSHK vandt LF-serien suverænt, men klarede sig ikke gennem oprykningskampene til 3. division mod Ajax og Team Nørrebro - nok fordi en anden SSHK-profil Trine Stryger blev knæskadet i den første oprykningskamp mod Ajax.




LF-seriens suveræne topscorer på vej væk fra Lolland-Falster

Offentliggjort Sidst opdateret