Salah forlænger med Liverpool
Mohamed Salah blev topscorer i Premier League i den forgangne sæson med 32 mål. Foto: Phil Noble/Reuters
Phil Noble/Reuters
Mohamed Salah har skrevet under på en "langsigtet" kontrakt, meddeler Liverpool FC.
Den egyptiske fodboldspiller Mohamed Salah har forlænget sin kontrakt med den engelske Premier League-klub Liverpool FC.
Det skriver Liverpool på klubbens hjemmeside, hvor klubben kalder kontrakten for "langsigtet" uden at skrive kontraktens længde.
- Det demonstrerer to ting meget klart: Hans tro på Liverpool og vores tro på ham.
- Når en som Mo Salah forpligter sig og siger, at dette sted er hans hjem nu, så synes jeg, at det taler sit tydelige sprog.
- Samtidig er vores engagement i ham et tegn på, at vi ser hans værdi og vil have ham til at vokse endnu mere og blive endnu bedre her, siger Liverpool-træner Jürgen Klopp til klubbens hjemmeside.
26-årige Salah, der kom til Liverpool for et år siden fra AS Roma, har haft en forrygende sæson for den engelske storklub.
Han har scoret 44 mål i sine 52 kampe for Liverpool og blev topscorer i Premier League med 32 mål i sæsonen.
Han var også med til at føre Liverpool til Champions League-finalen, som holdet tabte til Real Madrid.
Tidligere på året var han med til at spille Egypten til VM for første gang i 28 år.
Egyptens optakt til VM var dog præget af uvished om, hvorvidt Salah ville være i stand til at stille op, efter at han i Champions League-finalen i slutningen af maj fik en skulderskade.
Salah sad over i den første gruppekamp mod Uruguay, men vendte tilbage til holdet mod Rusland, hvor han scorede fra straffesparkspletten. Mod Saudi-Arabien stod Salah også for Egyptens mål.
Egypten gik ikke videre fra gruppespillet ved VM.
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde