Sam Allardyce bliver Englands nye landstræner
Det Engelske Fodboldforbund har som ventet valgt Sunderlands manager til at afløse Roy Hodgson.
Det engelske fodboldlandshold har fået ny landstræner.
Det bliver som ventet Sam Allardyce, der er blevet købt fri af sin kontrakt med Premier League-klubben Sunderland.
Kontrakten med Sam Allardyce løber foreløbig i to år, og han får ansvaret for at føre England til VM-slutrunden i Rusland i 2018.
Han afløser Roy Hodgson, der trådte tilbage efter EM i Frankrig for nylig.
Her røg England skuffende ud i ottendedelsfinalerne efter et nederlag til Island.
- Jeg er ekstremt beæret over at blive ansat som landstræner for England, især når man tænker på, at jeg altid har ønsket at få stillingen, siger Sam Allardyce til Det Engelske Fodboldforbunds (FA) hjemmeside.
- For mig er det den absolut bedste stilling i England.
- Jeg vil gøre alt, hvad jeg kan, for at hjælpe landsholdet til at gøre det godt og give vores land den succes, som fansene fortjener. Først og fremmest skal vi gøre dem og hele landet stolte, siger han.
Sam Allardyce, der tidligere har været manager for blandt andre West Ham, Newcastle og Bolton, har i så fald et stykke arbejde foran sig.
England har i VM- og EM-regi kun været i en enkelt finale ved VM på hjemmebane i 1966, hvor England besejrede det daværende Vesttyskland 4-2 efter forlænget spilletid.
Det er 20 år siden, at England senest var i en semifinale ved en af de store slutrunder. Det var ved EM i 1996, der også blev spillet i England.
Det hører dog med til historien, at det engelske landshold flere gange har været tæt på at nå langt, men holdet er adskillige gange røget ud efter straffesparkskonkurrence.
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker