Samtaler om ydmyghed banede vejen for FCM's storsejr

Bo Henriksen har over for sine spillere understreget, at de skal være ydmyge. Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix

Bo Henriksen har talt med sine spillere om blandt andet ydmyghed siden nederlaget til Braga i Europa League.

Offentliggjort Sidst opdateret

FC Midtjylland kom søndag tilbage på ret kurs, efter at holdet torsdag tabte 1-3 til portugisiske Braga i Europa League.

Det skete med stil, da AGF blev kørt over med 4-0 i Superligaen, hvor de fire scoringer faldt inden for den første halve time.

Cheftræner Bo Henriksen hæfter sig ved, at midtjyderne leverede en stærk arbejdsindsats, og det er grundlaget for, at de kan spille med om mesterskabet, mener han.

- Vi har snakket rigtig meget efter kampen i torsdags om, at vi kræver og forventer en helstøbt arbejdsindsats og en ydmyghed til hver eneste opgave.

- Hvis vi ikke har ydmyghed, ærgerrighed og arbejdsvillighed, så er vi ikke bedre end de andre. Det viste vi mod AGF, og det har vi behov for, for ellers vinder vi ikke mesterskabet, siger den karismatiske træner.

Anfører Erik Sviatchenko håber, at FCM nu har fundet det niveau, klubben skal ramme i både Superligaen og Europa League.

- Selvfølgelig ville vi rigtig gerne præstere godt, når vi kom hjem på bagkant af et nederlag i Braga. Det var et unødvendigt nederlag, så det var dejligt at komme tilbage på sporet, siger anfører Erik Sviatchenko.

- Vi var virkelig dominerende og fremadrettede i vores spil mod AGF. Vi gav dem ikke rigtig noget tid, og så var vi megaeffektive, hvilket vi måske har manglet i nogle af kampene - især i Europa.

- Kan vi tage noget af det her med i Superligaen og få lidt tryllestøv over Europa, så ser vi rigtig skarpe ud. Det kræver, at vi er i den her forfatning.

- Kigger man over en hel sæson, så spiller man måske fire-fem af sådan nogle kampe. Det forpligter, og vi håber at kunne bygge videre, siger Erik Sviatchenko.

FCM topper Superligaen foran FCK, hvor der er afviklet halvdelen af grundspillets 22 runder, og det vækker stolthed hos cheftræneren.

- Jeg er stolt over, hvad vi har præsteret, når man kigger på, hvad vi har været igennem og de udskiftninger, der har været i truppen. Jeg er imponeret over arbejdsivrigheden på mit hold og den ærgerrighed, vi har, siger Bo Henriksen.