San Antonio Spurs hiver fransk stortalent ind i NBA
NBA's kommissær, Adam Silver, byder Victor Wembanyama velkommen til NBA. Foto: Timothy A. Clary/Ritzau Scanpix
Helt som ventet blev franske Victor Wembanyama valgt som den første spiller i dette års draft i NBA.
Ritzau Ritzau/ritzau/
OffentliggjortSidst opdateret
Endelig fik de fingrene i ham.
Med det første valg i dette års NBA-draft tog San Antonio Spurs natten til fredag Victor Wembanyama.
Det var på ingen måde en overraskelse. Det franske fyrtårn på 2 meter og 21 centimeter betragtes som et af de største talenter, basketballverdenen længe har set.
Den eneste spænding i forbindelse med draften var derfor, hvem der ville få lov til at tage 19-årige Wembanyama med det første valg. Det blev afgjort i midten af maj i draftlotteriet.
Her skulle der trækkes lod blandt sidste sæsons dårligste hold, om hvem der ville få de første valg i draften. Jo dårligere man var i 2022/23-sæsonen, jo flere lodder havde man i puljen om førstevalget.
Annonce
Det endte San Antonio Spurs altså med, og så var Wembanyamas draftskæbne så godt som beseglet.
Dermed kommer franskmanden til at gå i fodsporene på sin landsmand Tony Parker, der spillede for Spurs fra 2001 til 2018 og undervejs var med til at føre holdet til fire NBA-mesterskaber.
Det var helt som forventet, da San Antonio Spurs natten til fredag dansk tid med det første valg i dette års NBA-draft fik fingrene i Victor Wembanyama. Foto: Sarah Stier/Ritzau Scanpix
Teenageren håber at kopiere Spurs-legenden og få en mesterskabsring.
- Det er meget svært at vinde denne liga. Mit mål er at lære så meget som muligt, for jeg vil vinde den ring, siger Victor Wembanyama ifølge Reuters.
Gregg Popovich, San Antonios cheftræner siden 1996, forsøger at lægge en dæmper på hypen.
- Han er åbenlyst et helt fantastisk talent og en meget moden ung mand. Men ligesom enhver anden, der bliver valgt i draften, uanset om det er som nummer et, 27 eller 38, har vi et ansvar for at skabe et miljø, hvor han kan få mest mulig succes.
- Vi kommer til at sætte ham på banen, vi ser ham spille, og så tager vi den derfra, siger den 74-årige trænerlegende ifølge Reuters.
Mens de fleste spillere, der bliver taget i NBA-draften, inden da har slået deres folder på de amerikanske universiteter, så kommer Victor Wembanyama til NBA fra hjemlandet.
Han har de seneste år spillet for flere klubber i den bedste franske liga, senest Metropolitans 92. I den netop overståede sæson blev Wembanyama kåret som ligaens bedste spiller, bedste unge spiller og bedste forsvarsspiller.
San Antonio Spurs har gennem tiden vundet NBA-mesterskabet fem gange. Kun fire andre hold har flere titler.
Annonce
Texas-holdet har dog kæmpet med resultaterne de seneste år. Det er fire år siden, Spurs senest deltog i NBA-slutspillet, og i den netop overståede sæson var holdet altså blandt de dårligste.
Seneste artikler
Nykøbing FC henter spiller i FC Midtjylland
Cyklist slap heldigt fra sammenstød med bil
Kastede genstand mod kørende lastbil: Forrude smadret
Borgmester vil hjælpe medarbejderne videre: - Det er bydende nødvendigt
Politiet fortsætter eftersøgningen af Maibritt
Mest læste artikler
Nakskov Sukkerfabrik lukker
Kraftig brand i villa
16-årig overfaldet med kniv ved skole
Sukkerdirektør svarer: Hvad nu med Nakskov og Nykøbing?
Klimaminister tager afstand fra gasrør til Lolland efter lukket fabrik