Sand vil have flere Brøndby-talenter igennem nåleøjet
Ebbe Sand tiltrådte onsdag som sportsdirektør i Brøndby. Men han har forberedt sig rollen i flere uger forinden. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Flere af Brøndbys unge talenter skal slå igennem på førsteholdet, mener Brøndby-sportsdirektør Ebbe Sand.
Ebbe Sand havde onsdag sin første officielle arbejdsdag som sportsdirektør i Brøndby, og han er ikke i tvivl om, hvor fokus skal være i det næste stykke tid.
Som afløser for Troels Bech vil han blandt andet kigge meget på talenterne i fodboldklubben, hvor flere skal slå igennem på førsteholdet.
- Jeg kommer også til at have et stort fokus på vores unge talenter i Brøndby Masterclass, for vi skal simpelthen have flere igennem det berømte nåleøje, siger Ebbe Sand til klubbens hjemmeside.
I efteråret skabte det debat, at Brøndby-træner Alexander Zorniger offentligt kritiserede klubbens talenter for ikke at have niveau og den rette mentalitet til at slå igennem.
Ud over talenterne handler det for Ebbe Sand om at optimere truppen mest muligt i januars transfervindue.
- Ligesom Troels har jeg et stort arbejde med at sikre, at de rigtige spillere kommer ind og ud af klubben, så vi hele tiden har den rigtige trupsammensætning.
- Der er heldigvis mange ting at taget fat på, og nu hvor transfervinduet er åbent, så er det naturligt, at det lige nu handler meget om spillere, der skal ind og ud af klubben, forklarer han.
Ebbe Sand ønsker at fortsætte det arbejde, Troels Bech har lavet i den sportslige sektor.
- Og så har jeg en masse erfaring fra højeste niveau i Bundesligaen, som jeg skal tage med mig ind i rollen som sportsdirektør.
- Jeg skal naturligvis bruge meget af min tid på at være tæt på superligatruppen og på trænerteamet, så jeg bedst muligt kan bistå dem, siger han.
Troels Bech stoppede ved udgangen af 2018, og Ebbe Sand nåede at få en god overlevering.
- Selv om det er min første officielle uge, så føler jeg, at jeg har været her længe. Jeg har gået op og ned af Troels i halvanden måneds tid, så jeg føler faktisk, at jeg allerede kender alle kollegerne og kender arbejdsgangene.
- At have mulighed for en så lang overleveringsperiode med Troels har været fantastisk, for det gør, at jeg kan fortsætte, hvor Troels slap, fortæller den nye sportsdirektør.
Spillerne møder ind til fysiske test på tirsdag, og onsdag finder den første træning sted.
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde