Canal 9 kan roligt fortsætte med at sende fodbold fra Danmarks bedste fodboldrække. Det besluttede Konkurrencerådet onsdag, da den afgjorde en sag, som var anlagt af Canal 9's konkurrenter.
- Nu er den sidste tvivl fjernet. Canal 9 viser Superliga-fodbold frem til 2012. Det glæder vi os til, og så kan vi den næste tid forhåbentlig nøjes med at udfordre hinanden på indhold og dækning af dansk fodbold. Det er altid sundt med konkurrence, siger Canal 9's sportschef, Anders Bay.
Canal 9 deler rettighederne til SAS Ligaen med TV3+ og TV2 Sport, men selskaberne bag de to kanaler mener ikke, at Canal 9 har nok seere, og at kanalen derfor ikke opfylder de oprindelige betingelser i udbuddet.
Konkurrencerådet påpeger dog, at seerkravene ikke nødvendigvis skal opfyldes med det samme eller gennem hele perioden.
- Vi har fået den bedste løsning for tv-seerne på sigt. Konkurrencerådet sikrer med sin afgørelse, at der fortsat vil være flere forskellige medieselskaber, som viser kampe fra Superligaen, siger Konkurrencestyrelsens direktør, Agnete Gersing, i en pressemeddelelse og fortsætter:
- Dermed fastholder vi konkurrencen på området og undgår de gamle monopollignende tilstande.
Hvis MTG og TV2, der står bag de to konkurrerende kanaler, vil føre sagen videre, skal det ske ved de almindelige domstole.
Canal 9 har rettighederne til to ugentlige kampe fra SAS Ligaen.
/ritzau/
Seneste artikler
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mistænkt for menneskesmugling: Nu er de varetægtsfængslet
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker