Fodbold til folket. Hele folket. Det kan blive virkeligheden i det kommende SAS Liga-forår. Om kort tid skal Konkurrencestyrelsen således behandle en sag, der kan betyde, at de SAS Liga-kampe, som Canal 9 har retten til at sende, ender på DR.
Det er Viasat, der har indbragt sagen for Konkurrencestyrelsen, fordi man ikke mener, at Canal 9 lever op til de krav, som kanalen skal for at sende SAS Liga-kampe. Viasat har selv retten til at sende en del af kampene - og et af kravene er, at man skal nå ud til 54 procent af danskerne.
Men ifølge Gallup så når Canal 9 i den seneste måling blot ud til 17,8 procent af danskerne.
- Det springende punkt for os er, at tingene skal gå retfærdigt til. Alle skal behandles lige, og det betyder, at man skal leve op til de krav, der var i udbudsreglerne. Ellers vil der jo være tale om konkurrenceforvridning, siger sportschef hos Viasat, Peter Nørrelund, til Ekstra Bladet.
- Vi føler ikke, at virkeligheden er sådan i dag. Man skal ikke have den store matematiske eksamen for at finde ud af, at Canal 9's kampe i foråret skal vises på DR, siger han.
I Divisionsforeningen, der sælger rettighederne siger direktør Claus Thomsen, at man mener, at Canal 9 kommer ud til flere, end Gallups tal viser, og det er også meldingen fra stationen selv.
- Rigtig mange danskere har rent faktisk Canal 9 uden at vide det. Vores beregninger viser, at 50 procent i Danmark teknisk kan se Canal 9, siger Canal 9-direktør Johan Kleberg, der derfor heller ikke vil høre tale om at kampene skal væk fra kanalen.
- Ud over det der ligger i aftalen, bliver der ikke flyttet én eneste kamp til Danmarks Radio i foråret.
/ritzau/
Seneste artikler
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Efter rottealarm: Nu kan tvist ende i retssag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Grønt initiativ åbner i dag
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker