Sauerland lover Kessler drømmekampen

Der er ingen grund til panik for Mikkel Kessler, forsikrer hans promotor, Kalle Sauerland.

Det forlød tidligere på ugen, at IBF-verdensmesteren Lucien Bute stod først i køen til et møde med vinderne af Super Six-turneringen - en kamp, som Kessler ellers mente, at han var blevet lovet.

Men danskeren skal nok få sin kassekamp om VM-bæltet i WBC-regi, forsikrer Sauerland.

- Mikkel Kessler er WBC's World Champion Emeritus, og med den status får han ifølge WBC's regler automatisk en kamp mod indehaveren af WBC-bæltet i det øjeblik, han vender tilbage til ringen, siger Sauerland til B.T.

Han vil tage kontakt til tv-netværket Showtime, der offentliggjorde aftalen med Bute for at rede trådene ud og markere sin førsteret til VM-kampen.

Tyskeren mener sagtens, at man kan overholde reglerne og gøre alle tilfreds. Kessler og Bute kan jo bare mødes i en ny titelkamp bagefter, som han forklarer det.

- Mikkel er en sand vikingekriger, og han har aldrig været bange for at møde de bedste og største modstandere på hjemme- eller udebane. Så vi er selvfølgelig også interesserede i et sandt mestermøde mod Lucian Bute på et tidspunkt, siger han.

/ritzau/

Promotor Kalle Sauerland lover Mikkel Kessler, at han kommer til at møde vinderne af Super Six-turneringen.

Offentliggjort Sidst opdateret