Sauerland vil se Mads Larsen mod Markussen

En boksekamp mellem de danske supermellemvægtere Mads Larsen og Rudy Markussen kan være på trapperne.

I hvert fald er den tyske boksestald Team Sauerland klar med et tilbud om to kampe til Mads Larsen, først en opvarmningskamp og dernæst en kamp mod Rudy Markussen, som i maj vandt sin comebackkamp efter tre et halvt års pause.

- I hans sidste kamp mod Brian Magee så vi ikke den rigtige Mads Larsen. Han har brug for at bevise over for sig selv og en masse mennesker i Danmark, at han stadig kan bokse. En kamp mod Rudy Markussen vil være fantastisk for danskerne, siger promotor Nisse Sauerland til Ritzau.

Team Sauerland har allerede kontrakt med blandt andre Mikkel Kessler og Rudy Markussen, og Mads Larsen var indtil udgangen af 2009 på kontrakt hos tyskerne.

Samarbejdet endte dog alt andet end lykkeligt, da Mads Larsen ikke boksede en eneste kamp sidste år, og da han i januar i år boksede EM-kamp mod Brian Magee, tabte danskeren i 7. omgang efter en uinspireret indsats.

Der har i lang tid været kold luft mellem danskeren og hans tidligere arbejdsgiver, og kontakten har foreløbig også kun været mellem boksestalden og Mads Larsens advokat.

- Vi har forsøgt flere gange at komme i kontakt med Mads, men vi har ikke fået svar, så lige nu venter vi på ham, siger Nisse Sauerland, som ikke har tænkt sig at vente evigt på den 37-årige bokser.

- Vi skal helt klart have en aftale på plads i løbet af de næste par uger, siger han.

Hvis Mads Larsen vælger at genoptage samarbejdet med Team Sauerland, skal både opvarmningskampen og kampen mod Rudy Markussen bokses ved TV2 Fight Night-stævner, oplyser Nisse Sauerland.

/ritzau/

Den tyske boksestald Team Sauerland ønsker at få bokseren Mads Larsen i ringen til en kamp mod landsmanden Rudy Markussen, som i sidste måned gjorde comeback.

Offentliggjort Sidst opdateret