Lidt overraskende optrådte Team Saxo Banks navn ikke på listen over ProTour-hold for næste sæson, som den internationale cykelunion (UCI) offentliggjorde sent torsdag.
De 13 hold på listen har alle opfyldt UCI's nye, skærpede krav til sponsorer, økonomi og antallet af ryttere inden første skæringsdato den 20. oktober, men ifølge pressechefen på Bjarne Riis' mandskab, er det blot en mindre teknikalitet, der adskiller holdet fra at modtage licensen.
- Vi har overholdt alle deadlines, men vores administration blev i går ringet op, fordi vi havde sendt enkelte papirer som kopi, mens UCI gerne ville have originaldokumentet. Dem fik de så i går, men har nok ikke registreret dem i forhold til det tidspunkt, hvor de sender pressemeddelelsen ud, siger Brian Nygaard.
Ifølge hjemmesiden cyclingnews.com kan UCI's love tolkes på en måde, så ryttere på de hold, der ikke har fået licensen den 20. oktober, kan blive fritstillet. Men Nygaard regner ikke med at holdet nu må vinke farvel til et par attraktive ryttere.
- Jeg kan hverken forestille mig, at de kan blive fritstillet, eller at de skulle have lyst til at forlade os, siger han.
Den endelige deadline for udstedelsen af licens til næste år er den 20. november.
Team Astana, Caisse d'Epargne, Team Sky og Euskaltel-Euskadi er andre store hold, som heller ikke optræder på listen.
/ritzau/
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned