Saxo Bank: Løse påstande ændrer intet
Bjarne Riis behøver ikke umiddelbart frygte at miste sponsorkronerne fra Saxo Bank oven på udgivelsen af Tyler Hamiltons bog "The Secret Race".
Selv om den tidligere CSC-rytter fortæller, hvordan Bjarne Riis introducerede ham for dopinglægen Eufemiano Fuentes og var fuldt vidende om Hamiltons bloddoping, rokker det ikke ved investeringsbankens støtte til holdejeren.
- For os er der ikke nogen sag. Vi kan ikke tage stilling til løse påstande, og slet ikke når der er tale om noget, der er sket så lang tid før, at Saxo Bank kom ind i billedet som sponsor.
- Som vi ser det, har Bjarne Riis lagt alt frem i sin selvbiografi, der udkom sidste år, og det har vi taget til efterretning, og han har vores fulde tillid, siger pressechef Kasper Elbjørn.
Han har ikke læst bogen og har heller ikke tænkt sig at gøre det, selv om Hamiltons beskrivelser af det, der foregik på Riis-mandskabet tilbage i 2002 og 2003, er meget detaljerede.
- Hvordan skulle vi kunne vide, om det er rigtigt? Vi bekymrer os ikke om rygter og stoler hundrede procent på Bjarne Riis, siger kommunikationsdirektøren.
Heller ikke holdets anden sponsor, den russiske Tinkoff Bank, ser umiddelbart ud til at ville drage nogen negative konsekvenser af Hamiltons skriverier.
Ejeren Oleg Tinkov tweetede i lørdags en entydig opbakning til sin danske samarbejdspartner:
- Jeg tror på @saxobanktinkoff og @albertocontador i dag, og ser frem til vores første etapesejr. Fuld støtte til Bjarne Riis på trods af al bullshit, skrev russeren på sin Twitter-profil.
Saxo Bank blev sponsor for Riis Cycling i sommeren 2008. Tinkoff Bank blev medsponsor i juni 2012.
/ritzau/
Seneste artikler
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub