Saxo Bank vil kæmpe for den gule trøje

Team Saxo Bank har strategien klar på 2. etape af Tour de France. Fabian Cancellaras gule førertrøje skal forsvares for næsten enhver pris.

Første mission under Tour de France gik lige efter drejebogen for Team Saxo Bank. Tempospecialisten Fabian Cancellara kørte sig lørdag i den gule førertrøje, og holdet har nu fastlagt strategien for søndagens 2. etape. Trøjen skal forsvares, så langt det overhovedet er muligt.
- Vi vil forsvare trøjen stort set for enhver pris. Det bliver en hård dag i dag. Det er en hård dag rent profilmæssigt, og der plejer at være mange, som vil forsøge sig på den første dag. Det gør feltet uroligt, og det gør det også hårdt, siger Team Saxo Banks sportsdirektør Kim Andersen.
Holdet er parat til at ofre sig en hel del for Cancellara, selv om schweizeren ikke er den rytter, Saxo Bank-mandskabet satser på i det samlede klassement.
- Det vil komme til at koste nogle kræfter, men Cancellara har så stort et forspring, at det vil være dumt ikke at forsøge at holde trøjen, siger Kim Andersen, som tror på, at holdet også kan forsvare den gule trøje efter 4. etapes holdenkeltstart.
- Selv om vi taber lidt tid på holdenkeltstarten, så vil vi stadig have førertrøjen, lyder det fortrøstningsfuldt.
Det eneste scenarie, der kan spolere Saxo Bank-holdets planer, er, hvis et stort udbrud slipper af sted, som får et kæmpe forspring. Så vil man ikke se Saxo Banks ryttere jage helt vildt, men derimod overlade det til sprinterholdene at hente udbruddet hjem.


Cancellara har 18 sekunders forspring til den næstbedste rytter, Alberto Contador fra Astana.
/ritzau/




Offentliggjort Sidst opdateret